Myten om Osiris og de gamle egypters fascination for mumificering er tæt forbundet og helt centralt for den oldgamle kultur. Osiris var konge og sammen med sin kone, Isis, herskede han over Egypten og sammen skabte de frugtbarhed og vækst. Osiris evne som frugtbarhedsgud gav øget produktion og befolkningsvækst.
Desværre ønskede Osiris' bror, Seth, magten, og han myrdede derfor Osiris og delte hans legeme i 14 dele, hvorefter han spredte dem over hele Egypten.
Isis opsporede alle 14 dele og samlede omhyggeligt Osiris legeme med linned og olier. Dermed var den første mumie skabt, og Osiris genopstod og kunne leve videre. Dette muliggjorde fødslen af sønnen Horus.
Som voksen kæmpede Horus mod Seth for at genoprette orden. I kampen mistede han sit øje og ofrede det til sin far, Orisis, og gav ham fornyet livskraft. Osiris blev herefter, udråbt som konge af underverdenen og Seth blev forvist til en tilværelse som hersker over ørkenen og nordenstomen.
Osiris og myten herom binder derfor sløjfe på de gamle egypters verdenssyn om mumificering af kroppen for at klare rejsen gennem underverdenen og ind i efterlivet i sivmarkerne.
En central del i forståelsen af mumificering, er forståelsen af de gamle egypters menneskesyn og de to nøglebegreber Ka og Ba. Disse to begreber omfatter en person i sin helhed.
Ka kan bedst forstås som en livskraft, der skal plejes og vedligeholdes både i livet og efterlivet. Ka er hjem for personlighed og adfærd arvet fra forfædrene. Ba nævnes ofte i relation til efterlivet og kan sammenlignes med det, man i dag betegner som sjælen.
Forskellen på hvad vi i dag betegner som sjælen og egypternes Ba, er troen på, at Ba'en kunne manifestere sig i den fysiske verden og antage en hvilken som helst form, som kunne være ønsket. For at sikre den fortsatte tilstedeværelse af forfædrene, bevarede egypterne dem gennem mumificering, ritualet og ofringer.
Ritualet med mumificeringen bestod af udtagning af de bløde organer og efterfølgende en udtørring af disse og kroppen. Når krop og organer var udtørret, kom organerne i kanopekrukker, som hver lå under beskyttelse af hver af Horus' fire sønner. Kroppen blev balsameret med olier og indbundet i linned.
Processen var essentiel. Hvis kroppen gik i forfald, ville Ba'en være fortabt i underverdenen, og det var derfor vigtigt at være omhyggelig, så både krop og organer kunne forblive intakt år efter år i årtusinder.
Når døden indtraf, antog man, at den afdødes Ba begyndte den farefulde rejse gennem underverdenen. På denne rejse skulle der overvindes farer og passeres forhindringer for at opnå adgang til det eftertragtede efterliv.
På rejsen havde afdøde sin dødebog med. Denne bog, eller papyrusrulle, var slags vejledning til, hvordan man overvandt de farer og forhindringer, man blev udsat for.
Rejsen gennem underverdenen kunne byde på møder med mosterlignende skabninger, som udgjorde en trussel mod "sjælen". Disse skabningers formål var at hindre rejsen med efterlivet.
Desuden kunne man støde på forhindringer som labyrinter, huler eller fængsler, som "sjælen" skulle navigere igennem. Der ville også ske vejning af afdødes hjerte, og afdøde skulle stå til regnskab for sine handlinger i livet.
Video af: Moesgaard Museum
Når mumificeringen er gennemført, går kroppens rejse videre til gravkammeret med et begravelsesoptog. Foran gravkammeret udføres forskellige ritualer og efterfølgende indrettes rummet, hvor sarkofagen placeres.
Dette rum kan lægge op til 30 meter under jorden og skal for fremtiden danne ramme for den afdødes bolig i efterlivet, med møbler, gaver og mad.
I rummet over gravkammeret bringes der gaver og mad af den afdødes kære. De mindes og siger den afdødes navn højt - alt sammen for at holde denne i live i efterlivet.
Det er også i gramkammeret, at forbindelsen mellem levende og døde opstår, og det er herfra, at den afdødes Ba kan rejse mellem to verdener - livet og efterlivet.
Når den farefulde rejse gennem underverdenen var overstået og sjælen havde bestået de nødvendige prøver og dermed blev erklæret værdig til efterlivet, blev det tid til at træde ind i efterlivet i Sivmarkerne.
Sivmarkerne var de gamle egypters svar på nutidens paradis. Det var frodige marker og overflod, men det var også forventet at den afdøde deltog i forskellige former for aktivitet og arbejde for at bibeholde balancen i universet.
Med ind i efterlivet havde afdøde sommetider figurer kaldet ”ushabti”. Ushabti var små mumieskulpturer som blev anset for at repræsentere arbejdere eller tjenere, som skulle udføre det hårde arbejde for afdøde i det hinsides, så denne ikke skulle udføre dette arbejde på egen hånd.
Det var også i efterlivet, at Ka og Ba blev genforenet og hvor afdøde senere blev genforenet med familiemedlemmer og elskede, så disse kunne leve sammen i det hinsides.
KØB BILLET
